Stubbekøbing
Lidt historie

Det prægtigste skib, der findes på en dansk bys segl, var i middelalderen kendemærket for den danske konges borgere i Stubbekøbing. Skibet, der med rebet sejl rider på de vilde vover - i øvrigt de vildeste i noget dansk segl- har et tårn på hver side af masten: det er altså et krigsskib. Dermed vidner stadens segl også om byens strategiske beliggenhed i forhold til flådeoperationer i Østersøen, en position, der formentlig forklarer byens opkomst i middelalderen og tillige dens tilbagegang i 1600-årene.

Stubbekøbing ligger på nordkysten af det frodige Falster ud til Grønsund. Byens jorder er mod øst og syd afgrænset fra de omliggende landsbyer af vandløbet, der nu kaldes Fribrødreå. Åen gennemstrømmer den østlige del af det dalstrøg, der mod vest ender brat ved Nørre Alslev. Dalen er dannet af smeltevand under sidste istid. Utvivlsomt har åen tidligere haft en langt større vandføring end nu, især på den yderste del af løbet, hvor vandmængden suppleres af den bæk, der afvandede Maglemose syd for Åstrup.

Hvor Fribrødreå munder ud i Grønsund, er der et nu næsten inddæmmet nor. Det har stor betydning i byens ældste historie og kan derfor med rimelighed kaldes Noret. Før Noret blev inddæmmet bestod dets udmunding i Grønsund af et ca. 200 m bredt sund mellem to næs, mod øst Kongensnæs og mod vest den landtunge, hvorpå Stubbekøbing ligger.

Den vandrige Fribrødreå har ved sin udmunding gravet en rende gennem de lavvandede grunde langs Falsters nordkyst. I Noret bag de to næs har der været læ. Disse to elementer danner tilsammen det, man kalder en naturhavn. Dette kan være baggrunden for, at der i 1100-årene - eller måske tidligere - opstod et bysamfund på det største af de to næs ved Noret, det vestlige. I øvrigt er der for nylig fundet rester af et skibsværft fra 1000- og 1100-årene ved Maglemosebækken, knap 2,5 km syd for Stubbekøbing.

I Saxos beretning fra omkring 1200 om danernes bedrifter berettes gang på gang om, at den danske flåde samledes i Grønsund før togter mod Venden og Pommern. I senere perioder var det af stor betydning for den danske flåde, at der fra Stubbekøbing kunne bringes forsyninger af fersk- vand til skibene, og selvom noget tilsvarende næppe var nødvendigt under Vendertogterne, har stedets egnethed som provianteringshavn sandsynligvis været af afgørende betydning for, at der opstod en by på næsset.

Navnet Stubbekøbing

I betragtning af kirkens uomtvistelige ælde er det mærkværdigt, at navnet Stubbekøbing først kendes ret sent, nemlig i 1280'erne, ikke mindst fordi der findes ældre skriftlige kilder, hvor man ville forvente at finde byens navn.

En af de vigtigste kilder til Danmarks økonomiske historie i 1200-årene er den såkaldte kong Valdemars jordebog. Den blev påbegyndt i 1231 i Valdemar Sejrs kongetid og indeholder forskellige former for opgørelser over indtægter af alle dele af kongeriget. Blandt disse er en fortegnelse over alle landsbyerne på Falster med angivelse af størrelse og gods besiddere. Men i Falsterlisten savner man ikke blot Stubbekøbing (og i øvrigt også Nykøbing), man finder heller ikke noget, der kan dække byens tilliggende. Området er så klart afgrænset af Fribrødreå, at det ikke kan være beskrevet under en af de nærliggende landsbyer. Man må simpelt hen regne med, at byjorderne ikke indgår i Falsterlistens opregning. Til gengæld kan dette så tages til indtægt for, at særlige forhold har gjort sig gældende.

I kong Valdemars jordebog findes også et blad, der menes at være udarbejdet i 1240'erne. På dets ene side er den såkaldte plovtalsliste, en opregning af beregningsgrundlaget for den skat, som gav Erik Plovpenning hans tilnavn. På bladets anden side findes en fortegnelse, der kaldes købstadslisten. Her er ud for en række stednavne, hvoraf de fleste fra anden sammenhæng kendes som navne på købstæder, anført pengebeløb, som må være købstadsskatter . Også her savner man Stubbekøbing, som man ville have forventet at finde blandt de sidste fire navne på listen: Nakskov, Nykøbing, Sakskøbing og »Hoghakiøping«. I stedet må man nu enten antage, at »Hoghakiøping« er et ældre navn for Stubbekøbing, og så samtidig acceptere, at byen kun udredte halvt så meget i skat som den anden og formentlig yngre købstad på Falster, eller man må tro, at der gjorde sig så specielle forhold gældende for Stubbekøbing, at den slet ikke hørte til på listen. Det sidste forekommer dog ikke rimeligt, for stednavne, der ender på -køping, var i 1200-årene altid byer.

Først i 1280'erne får vi det første sikre tegn på, at Stubbekøbing var en by. Det findes i en såkaldt stads bog fra Wismar, hvor man kan læse, at en af denne bys borgere i 1282 gennem fogeden i Stubbekøbing havde søgt sikker- hed for, at der ikke i Stubbekøbing var gjort arrest i skibe eller gods, som tilhørte borgere fra Wismar. Fogeden var en kongelig embedsmand, og tilstedeværelsen af ham og de fremmede skibe viser, at Stubbekøbing nu var et sted, hvor man handlede - en køping, som navnet selv siger.

I denne periode kendes byen også fra en dramatisk begivenhed, nemlig i 1289 hvor Stubbekøbing blev afbrændt, da nordmændene og de fredløse under Erik Menved hærgede landet.

Stubbekøbings privilegier

Byprivilegier er udtryk for særlige overenskomster mellem kongen og de enkelte byer. Udstedelsen af sådanne privilegier tog for alvor fat i 1200-årene, og principielt skulle forholdet mellem kongen og byerne bekræftes ved tiltrædelsen af hver ny konge.

Hele kongeriget var først og fremmest underlagt de såkaldte landskabslove. Men i byerne kunne der være forhold, som krævede særlig regulering. F.eks. kunne arvefald give ganske særlige problemer blandt byernes ofte tilvandrede, lokalt slægtsløse indbyggere. I forbindelse med handel og den store befolkningstæthed kunne der let opstå konflikter, som udmundede i voldelig adfærd, og man ser derfor strenge regler mod at bære våben i byerne. Og byboerne kunne få problemer i forbindelse med opkrævning af gæld.

Fælles for alle byer - faktisk det mindste, der krævedes, for at et sted i 1200-årene blev betragtet som by - var retten til at drive torvehandel. For denne handel gjaldt den særlige torvefred, som blev lyst af kongen. Det typiske byprivilegium indeholder derfor netop det, at kongen tager byen under sin fred og beskyttelse. Herved opstod der en speciel retstilstand, idet brud på en fred, der var lyst af kongen, gav anledning til særligt strenge straffe, især for voldsforbrydelser. Når et område. var omfattet af kongens fred, måtte dets udstrækning - i disse tilfælde byfreden - også være klart afgrænset. Som en art betaling for kongens beskyttelse blev der opkrævet forskellige skatter og afgifter. Også dette forudsatte, at man vidste, hvor betalingen skulle erlægges.

Det ældste bevarede byprivilegium fra Stubbekøbing er givet af Valdemar Atterdag i 1354. I dette privilegiebrev refereres til rettigheder, som byen havde haft i 100 år eller mere, så Stubbekøbing har haft ældre privilegier end kong Valdemars. De omtalte rettigheder angår græsning, hvilket passer godt med, at også Nakskov, Sakskøbing og Nykøbing fik bekræftet græsningsrettigheder i 1200-årene.

I Valdemar Atterdags privilegium for Stubbekøbing fra 1354 er der bestemmelser om inddrivelse af gæld og på en række områder skærpelse af landslovens straffebestemmelser. Der er også en gennemgang af grænserne for byens fred, som gik »til skellene Ore led i øst, Sortebæk mod syd, Porrebro mod vest og til midtsunds mellem byen Stubbekøbing og øen Bogø norden for samme by«. Endvidere fik bymændene bekræftet deres ret til græsgang for kvæg mellem »førnævnte by og Pribrød mod syd for byen og mod vest til bækken kaldet Skelbæk«. I en anden af- skrift af teksten står der Bollbro og Pribrødre i stedet for Porrebro og Pribrød.

Selvom stednavnene indeholder dele, som man let genkender, kan det være vanskeligt at forstå præcis, hvad der menes med dem. Det ser dog ud til, at man ud fra disse angivelser kan komme frem til en ny forståelse af Stubbekøbings middelalderlige byplan.

Først må man gøre sig klart, at grænserne for byfreden er beskrevet ved hjælp af steder, der skulle passeres ved persontransport, mens græsningsretten omfatter et område. Vestgrænsen for byfreden overskred man, når man passerede Porrebro, der formentlig lå i nærheden af de nuværende Porrehuse, og som må have gået over grænsen for græsningsområdet, Skelbæk. Når sydgrænsen for byfreden er angivet som Sortebæk, må dette betyde, at Fribrødreå er et nyere navn for åen syd for byen. I beskrivelsen af græsningsområdet er Pribrød (Fribrødre) brugt på en måde, så man må tro, det drejer sig om en bebyggelse med tilhørende jorder. Det kunne f.eks. være et område, der svarede til gården Carlsfeldt, der blev etableret i 1766 ved Kronens salg af det, der i 1600-årene havde været tilliggende til den fra 1500-årene kendte kongelige gård, Peregård.

Men det mest spændende i hele privilegiet er østgrænsen for byfreden: Ore led. En naturlig grænse ville have været Noret. Men her er tale om et led, altså helt tydeligt en grænsemarkering på en vej eller gade. Det må betyde, at der i 1354 har været en vej forbindelse fra Stubbekøbing over Noret og mod øst.

Byplanen - mølledæmningen

Stubbekøbings byplan er tilsyneladende ganske simpel. Den består af to gader parallelt med kysten, en på hver side af kirken, stræder, der forbinder disse gader indbyrdes og med kysten, samt to sydgående gader, der forenes for at føre ud af byen. Forbindelsen med oplandet mod vest var tidligere en fortsættelse af Vestergade, den nordlige af gaderne langs kysten.

Tænker man sig situationen, før Noret blev inddæmmet, må man undre sig over, at Grønnegade og Møllegade fører lige ud i vandet. De er dog byens hoved gader. De kan ikke have ført til en havn, for strømforholdene i Norets munding kan næppe nogensinde have været særlig gunstig for opankring af skibe. Det er tidligere foreslået, at Stubbekøbings middelalderlige havn skulle have ligget syd for byen, i den såkaldte Tyrholmsvig. Denne havn skulle være ødelagt, da dæmningen tværs over Noret blev bygget, hvilket - ifølge et gammelt sagn - skulle være sket under svenskernes besættelse af byen i 1658-59.

Klik på kortet for at se det i fuld størrelse

Formodningen om en sådan beliggenhed af havnen bygger blandt andet på, at grundene mellem Møllegade og Tyrholmsvigen er meget lange og smalle.

Grundene har imidlertid først fået denne form ved udstykning i 1700-årene, og de kan derfor ikke tages til indtægt for en middelalderlig havn. Yderligere er det næppe troligt, at dæmningen først er bygget i 1600-årene, om ikke andet så fordi navnet Møllegade kendes allerede fra 1500-årene.

Navnet Møllegade vidner om, at der i hvert fald i 1500- årene lå en mølle ved dæmningen, og det er den almindelige antagelse, at dæmningen blev bygget netop af hensyn til driften af den vandmølle, der lå for enden af Møllegade indtil 1845, hvor den blev flyttet mod øst til den anden ende af dæmningen.

Imidlertid kan der også være en anden forklaring på, at dæmningen blev bygget. Man hører første gang om selve dæmningen i 1532, da bønderne i Skørringe blev indstævnet for kongen, fordi de havde nægtet at deltage i arbejdet med at vedligeholde Stubbekøbing Dam (dvs. dæmning), som det havde været pligt for områdets bønder »af arrilds tid«. En sådan pligt til vedligeholdelse af en dæmning kan tyde på, at den har haft et formål ud over det at op stemme vand til brug for mølledrift. Man må derfor tro, at Stubbekøbing Dam er en gammel vej dæmning. Er dette tilfældet, får også Ore led som grænse for byfreden i 1354 en mening, for det må have stået på den vej, der førte videre mod vest fra dæmningen, den nuværende Orevej.

Formodningen om, at der allerede i middelalderen har været en dæmning tværs over Fribrødreåens udløb i Grønsund, medfører, at man også på andre punkter må ændre opfattelsen af det middelalderlige bybillede. Det væsentligste er, at havnen i så fald må have ligget ved kysten langs Vestergade og Grønnegade langt tidligere end hidtil antaget.

Dæmningen har således sandsynligvis eksisteret i 1354, og den kan meget vel stamme fra dette eller det forudgående århundrede. Kombinerede vej- og mølledæmninger blev ved midten af 1200-årene bygget i Ribe og Tønder, og sandsynligvis stammer også vej dæmningen fra Alholm til Nysted fra dette århundredes senere årtier.

Den landfaste forbindelse fra Stubbekøbing til Kongensnæs kan også forklare, hvorfor Stubbekøbings byområde den dag i dag omfatter både Kongensnæs og jorderne omkring Orevej. Og en tidlig datering af dæmningen gør den middelalderlige byplan mere formålstjenlig end billedet af den dæmningsløse by.

Byens huse 

Kirken og - i store træk - gadenettet er i dag de synlige minder om Stubbekøbings middelalder. Ud over dette kender man kun lidt til byen i perioden. Der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser i bykernen, så man har ikke ad denne vej fået yderligere indblik i husenes karakter og bebyggelsens tæthed.

Man kan med forsigtighed bruge kirkebyggeriet som barometer for byens trivsel. Den treskibede basilika fra 1100-årenes slutning er allerede omtalt. I anden halvdel af 1200-årene blev det oprindelige kor revet ned og et nyt og større tilføjet. Måske på samme tid blev også kirkeskibet udvidet, på den noget utraditionelle måde, at man nedrev den nordlige halvdel af basilikaen og byggede skibet bredere. Muligvis skyldes ombygningen, at kirken var blevet skadet, da nordmændene og de fredløse kongemordere brændte byen af i 1289.

Kirkens andre tilbygninger må være opført i 1400-årene. Det er et sakristi på nordsiden af koret, et kapel for Sankt Anna på skibets nordside og et kraftigt tårn mod vest. Der har altså på denne tid været økonomisk grundlag i byen for så forholdsvis store byggeforetagender.

Lidt syd for det daværende byområde, ved Hestevandingen, har man fundet resterne af en middelalderlig teglovn. I den kan der være brændt sten til kirkebyggeriet, men der er også andre muligheder.

Skånetolden er ikke nævnt i Valdemar Atterdags privilegier til Stubbekøbing, og den er heller ikke nævnt i senere bekræftelser på byens privilegier, som det ellers er tilfældet i så at sige alle andre byers privilegier fra 1400-årene - selv i Skanørs. Roskilde fik ligesom Stubbekøbing sine rettigheder stadfæstet af Valdemar Atterdag, og heller ikke her nævnes toldpligt på Skånemarkedet, hvilket dog blev ændret af dronning Margrete. Steges handelsprivilegier kendes kun fra en kort notits om, at et sådant brev i 1400- årene fandtes i byens arkiv. Man kan ikke se, om byen udtrykkeligt har fået bekræftet toldfrihed på Skånemarkedet, men noget tyder på, at det har været tilfældet.

Det lader altså til, at Stege og Stubbekøbing har været fri for Skånetold, noget, der ikke hidtil har indgået i historikernes vurdering af de to byer - og i øvrigt heller ikke i deres vurdering af Skånemarkedet. Hvis man virkelig kan tolke de sparsomme kilder, som det her er gjort, må man sige, at Stubbekøbing med sin toldfrihed i sandhed har haft et godt eksistensgrundlag.

Selvom det er lidt usikkert, om Stubbekøbing havde den eftertragtede toldfrihed, er der dog ingen tvivl om, at byens indbyggere tog aktivt del i sildefiskeriet. I et regnskab fra Falsterbo på Skåneøret fra 1494 ser man, at Stubbekøbing leje var det næststørste af de danske lejer med plads til 66 boder. Det overgås kun at Stege leje med 143, mens Nykøbing havde 31.

Stubbekøbings beliggenhed og deltagelse i sildefiskeriet kan have bidraget til at udbygge handelsforbindelserne med de nordtyske stæder, også uden for den store markedssæson. Nævnt er allerede forbindelsen med Wismar i 1280'erne, og et senmiddelalderligt eksempel på kontakten ses i 1500-årene, hvor præsten i Stubbekøbing virkede som mellemmand i en retssag om en mand fra Malmø, der havde efterladt sin hustru hjemme og fundet sig en ny i Tyskland.

Krig og krise 

Ved et tilbageblik i 1680 over byens kvaler i de forgangne årtier kunne byfogeden konstatere, at 1624 havde været det sidste lykkelige år for Stubbekøbing. Derefter havde alt været tilbageskridt.

Byfogedens jammerskrift findes i en indberetning til kongen, foranlediget af en strid mellem byrådet og fogeden. Striden endte med, at byrådet blev afskaffet i 1682, og det blev først genindført i forbindelse med kommunalloven i 1837.

Nedgangstidens begyndelse blev markeret af en stormflod, der brød ind over byen den 1. februar 1625. Her gik 40 af byens skibe og både tabt - formentlig størsteparten af Stubbekøbings handelsflåde, som må have ligget i hjemhavn i vintertiden. Et hårdt slag for en aktiv handelsby.

Yderligere bidrog en brand til byens trængsler i 1600- årene. Som i så mange andre byer med tæt bebyggelse af bindingsværkshuse med stråtag har en brand næsten hver gang fået katastrofale følger. I 1639 blev op mod 30 gårde lagt i aske, og selvom kongen derefter bevilgede byen skattefrihed i en årrække, gik genopbygningen langsomt. Det kan være denne brand, der stadig i grundtaksten fra 1682 satte sit spor i form af de mange øde grunde.

Men ellers prægedes århundredet af krig. På Falster stod ikke just de store slag med tab af menneskeliv, men til gengæld mærkede man krigens udmarvende følger - skat og indkvartering eller plyndring og besættelse, alt efter om det var dansken eller svensken, der var på øen.

Fra begyndelsen af 1600-årene havde der været problemer i forholdet mellem Danmark og Sverige, og tre gange -1611-13,1643-45 og 1657-60 - brød striden ud i lys lue. Christian 4. havde også inddraget Danmark i 30-årskrigen, hvilket i 1627 førte til fremmed besættelse af Jylland. Gennem alle konflikterne gik kampen om magten i øster- søen som en rød tråd. Alt dette gav anledning til ekstraordinære krigsskatter, fæstningsbyggeri, mobilisering osv. Falstingerne måtte tage imod store kontingenter af soldater til indkvartering, der skulle bringes ferskvand og proviant til flåden i Østersøen, man skulle modtage syge soldater fra såvel flåden som Pommern, og også krigsfanger blev bragt til Falster. Især i de foranstaltninger, der krævede transport, blev Stubbekøbing hårdt belastet. I denne periode var det ubetinget en ulempe for byen, at den hav- de den bedste havn på Falster. Arbejdet har beslaglagt en god del af handelsflåden, og dette har sammen med krigs handlingerne til søs og den dermed følgende risiko for sejladsen for alvor ramt byens livsnerve. Hertil kom så skatter, indkvartering, mandskabsudskrivning og den svenske besættelse. Man kan blot tænke på de problemer, det gav f.eks. med fødevareforsyning i en tid, hvor landbruget ramtes af de samme trængsler.

Krigens følgevirkninger havde som nævnt præget det meste af århundredet, men den endelige forarmning kom under Karl Gustav-krigen 1657-60. Krigen blev erklæret i sommeren 1657. I første omgang udskrev den danske konge skatter, og flåden blev mobiliseret. I oktober-november lå flåden »under landene«, men ved midten af november blev skibene trukket til København. Da det satte ind med hårdt vejr, slappedes det danske beredskab noget. Det viste sig at være fatalt, for netop frosten blev Karl Gustavs bedste støtte. På isen vandrede de svenske tropper over bælterne og kom i begyndelsen af februar til Lolland. Den 8. april gik svenskerne over Guldborgsund og herfra videre til Sjælland. I slutningen af måneden blev Roskildefreden sluttet, men der stod stadig svenske tropper på Falster. De forsvandt først en månedstid senere og blev erstattet med en dansk indkvartering i maj. I 3-4 måneder kunne man nu leve under fredens skygge, men i august brændte det løs igen. København blev indesluttet, og flygtende soldater herfra øgede yderligere de indkvarteredes antal på Falster, hvor man også gik i gang med at skærpe beredskabet. I april 1659 rykkede de svenske trop- per igen ind på Falster, hvor de blev i noget over et år. Befolkningen led under indkvartering, brandskatter og proviantkrav. Først i juli 1660, to måneder efter den endelige fredsslutning, blev de svenske soldater trukket væk fra Stubbekøbing.

Det var en fattig by, svenskerne havde besat, og en helt forarmet by, de forlod. Handelen på Tyskland må være gået næsten i stå, og gamle tilgodehavender hos bønderne kunne ikke inddrives, samtidig med at bønderne heller ikke kunne undvære nye forsyninger - jern, salt, redskaber, slibesten og gryder, som købmændene plejede at levere.

Byen rettede sig. Det gik langsomt fremad, men der var stadig langt til de 140 skatteborgere, der havde boet i Stubbekøbing før krigen.

Fremskridt 

I 1700-årene gik Stubbekøbing mildere tider i møde. Ganske vist kan man ikke ligefrem tale om blomstring, men det gælder alle danske byer i perioden, som præges af kongens ønske om at koncentrere mest muligt af handel og industri i København. Der var dog forhold, som især provinskøbstæderne nød godt af. Norge blev indtil 1814 regeret af den danske konge, som, måske ikke altid lige hensigtsmæssigt for Norge, dermed kunne styre import- tilladelser til landet. Norge var ikke selvforsynende med korn. I 1735 udstedte kongen forbud mod import til den sydlige del af landet fra andre steder end Danmark, og det var denne monopolstilling, der var så gunstig for de danske bønder og købmænd. Også fra Stubbekøbing handlede man på Norge.

En af de ting, kildematerialet ikke tillader, er at sige, hvor uårene havde ramt bebyggelsen hårdest. Man kan gætte på, at folk i første omgang skuttede sig og rykkede sammen i den centrale del af byen mellem kirken og stranden. Det er i hvert fald det billede, der tegner sig på kortene fra 1600- og 1700-årene over byen. Herved blev der mulighed for at sammenlægge grunde i yderområderne ved Vestergade og Møllegade, og det var da også her 1700- årenes store købmandsgårde blev bygget. Ud af armoden sprang således et vist velstandspræg.

Der var dog også ulykker og tilbageskridt, omend ikke så grelle som i den foregående tid. I 1751 og 1755 var der et par småbrande, som ikke nåede at få de helt store følger, men i 1776 brændte 4 store gårde og 4 huse i Vestergade mellem Apotekerstræde og Havnegade.

I skattelisten fra 1700 er der anført 85 husstande. Af de 8 højst beskattede med borgerligt erhverv dreven øltapperi og brændevinsbrænderi og de syv andre kornkøbmandskab, heraf tre også handel med kramvarer. Der var kun tre skattesatser, og 70 hus- stande betalte den laveste skat. Disse nærede sig ved småhandel og håndværk eller som rorskarle og daglejere. 73 af de 85 husstande bestod af ægtepar, og der betaltes skat af 6 hjemmeboende (voksne) børn og af 39 tjenestefolk. Desuden var der 19 fattige ægtepar og 11 enlige, som ikke betalte skat. Det giver i alt 252 voksne mennesker i 110 husstande. Der er ingen tal for mængden af småbørn.

I 1769 opgøres Stubbekøbings folketal til ca. 500, der boede i 128 huse. Godt 80 år senere, omkring 1850, var der knap 1200 indbyggere i byen, og husenes antal var i dette tidsrum steget til 136, hvoraf de 129 lå i den egentlige by. Det ses, at selvom befolkningstallet var steget med op mod 130 %, var bygningsrnassen ikke nævneværdigt udvidet. Det må have kunnet lade sig gøre, fordi 1700-årenes bebyggelse for en stor del har bestået af store købmandsgårde. De har indeholdt lejeboder og har formentlig også let kunnet udstykkes.

1700-årene var generelt en stilstandsperiode for de danske provinskøbstæder. Den enevældige konge søgte at styrke hovedstadens erhvervsliv, og her anlagdes de store produktionsvirksomheder, manufakturerne. De små købstæder måtte stadig nære sig ved handel og håndværk - suppleret med eller måske ligefrem båret af landbrug på byens jorder.

Også anvendelsen af købstadsjorderne søgte kongen at regulere, og f.eks. blev der i 1741 udstedt en forordning, hvorefter der på en fjerdedel af byjorderne skulle dyrkes tobak, hamp (til reb og sejldug) eller hør. Også på Stubbekøbing marker blev der indrettet tobaksplantager, og blandt de store plantører var byfoged C. N. Benzon. Han kom til byen i 1717 og grundlagde det handelshus, som blev videreført af hans efterkommere i flere generationer, indtil det i begyndelsen af 1900-årene blev solgt til andre og kom til at bære navnet Trojel & Hjort.

Benzons administration var mildt sagt omstridt, og blandt hans modstandere finder man en anden af byens store købmænd, Ditlev Flindt. Han nærede sig som så mange andre af landbrug ved siden af købmandsskabet, men i større målestok end de fleste. Indtil 1730 havde han Skørringe i forpagtning, og derefter fik han Tvedegård.

En af Ditlev Flindts døtre, Anne, ægtede en anden af byens storkøbmænd, Lars Hansen Staal. En datter af dem, Katrine, blev som 20-årig gift med den godt 20 år ældre Jørgen Scheel. Han var toldforpagter i byen og ef- terfulgte i 1765 Benson som byfoged. Da kongen i 1766 bortsolgte domænejorderne på Falster, kæmpede Scheel for, at kongens 16 jorder ved Stubbekøbing fortsat skulle stå til rådighed for byens borgere, men forgæves. Jorderne blev erhvervet af prins Carl af Hessen, som opførte Carlsfeldt, omtrent hvor tidligere Peregård havde ligget. Scheel selv købte Tvedegård.

Såvel Benzon-slægten som Scheel, der forenede de gamle slægter Staal og Flindt, kom til at præge bygningsrnassen i byen. Også kongelige embedsmænd har gjort sig gældende som bygherrer, især de to målere og vejere Hans Borg og Peder Wiborg, der ved siden af embedet også drev købmandskab. Peder Wiborgs formue kom i det følgende århundrede i høj grad byen til gode gennem en plejedatters giftermål med C. F. Elvers, der var med til at igangsætte mange af forbedringerne inden for byens offentlige liv i 1800-årene. Endelig må nævnes kammerråd Christian Kehlet, der i 1753 blev udnævnt til forvalter for Stubbekøbing rytterdistrikt. Ved salget af de kongelige godser erhvervede han Stangerupgård med tilliggende bøndergods, men også i Stubbekøbing satte hans velstand Sig spor.

Ved siden af købmændene var den anden store erhvervs- gruppe håndværkerne. De fleste håndværk i Stubbekøbing svarede helt til, hvad der var i andre byer, men der var dog et par specialiteter. I 1727 tog en pibemager borgerskab i byen, og i resten af århundredet blev der fremstillet kridt- elIer lerpiber i Stubbekøbing. Det hvide ler til produktionen er formentlig importeret fra Tyskland, og piberne blev afsat i det meste af Danmark, men naturligvis især på de østdanske øer. Nogle kridtpiber fra Stubbekøbing kom sågar til Færøerne.

En anden næringsvej, som var speciel for byen, var handskemageri. Det var nu ikke handsker, der var hoved- produktet, men skind til beklædning, idet den falsterske bonde - til udefra kommendes forundring - gik i skind- bukser året rundt.

Også pottemageri trivedes i en periode i byen, men ligesom kridtpibefabrikationen af tog det mod århundredets slutning.

Byens bygninger har naturligvis undergået forandringer og måske især forbedringer i perioden. De mange giftermål mellem medlemmer af byens gamle slægter bidrog til at samle byggegrunde på færre hænder. Samtidig har de mest velhavende formentlig uden større vanskelighed kunnet opkøbe de grunde, der var lagt øde i 1600-årene. Det var sådanne opkøb og dermed følgende sammenlægninger af byggegrunde, der gav mulighed for at opføre byens store købmandsgårde.

Havnen:

Som nævnt kan det være naturhavnen i Noret mellem Kongensnæs og Stubbekøbingnæsset, der har befordret købstadens opståen. Denne havn blev sat ud af spillet, da dæmningen i forlængelse af Møllegade blev bygget, måske allerede i 1200-årene og i hvert fald før 1354. Efter den tid har skibene måttet ankre op langs Grønsundkysten. Dette afspejler sig da også tydeligt i byplanen med de karakteristiske stræder fra Vestergade-Grønnegade til kysten. Endnu i 1600-årene blev havnen i Stubbekøbing anset for den bedste på Falster, men efterhånden blev den kvalitetsmæssigt overhalet af den teknologiske udvikling og vilje og formåen andre steder til at leve op til de nye krav.

I 1700-årene begyndte diskussionen om anlægget af en ny havn. Det har naturligvis været et problem, der var aktuelt for byens borgere, som stadig var afhængige af søfarten, og som blandt andet under krigen med englænderne sidst i århundredet med stort udbytte drev kaperi. Men det blev også befordret af forordninger fra central- magten. I 1799 blev der udarbejdet forslag til bygning af en ny skibs bro, men planen blev opgivet, fordi der ikke kunne findes midler - 6000 rigsdaler - til dens finansiering. Man måtte stadig bruge pramme, når skibene skulle lastes og losses. Atter i 1813 blev der udarbejdet et projekt til en skibs bro, men først i 1839 blev en forbedring af havnen gennemført. Man anlagde en skibsbro med et brohoved, hvor skibene kunne lægge til, således at man kunne spare den ekstra omladning til pramme, fordi varerne nu kunne køres direkte til og fra skibene.

I løbet af århundredet blev havnen udbygget, så man fik et egentligt havnebassin, der med tiden blev udvidet og senere også uddybet.

Fra 1880 findes en oversigt, hvor de i alt 60 danske købstadshavne er delt i seks klasser. Stubbekøbing hører sammen med 33 andre til i fjerde klasse, dvs. en havn med en dybde på 2,8-4,5 m. I første klasse var kun København (mere end 7 m dyb), i anden klasse (6-7 m dyb) Århus, Helsingør og Rønne, og i tredie klasse (4-5 m dyb) Frederikshavn, Nyborg, Svendborg og Korsør. Så selvom »fjerde klasse« måske ikke lyder af så meget, er Stubbekøbing pænt placeret på ranglisten.

Møllestræde havde navn efter en vandmølle ved den østlige ende af dæmningen over Noret. Senere kom der også en vandmølle, Stampen, ved dæmningens vesten de. Møllehuset, der blev revet ned i dette århundrede, ses her fra nord, og man får en klar fornemmel- se af vejen på dæmningskronen, hvor manden står med sin cykel, der viser retningen ind mod byen. Efter gammelt foto i Stubbekøbing lokalhistoriske arkiv.

1800-årene - gode tider 

I 1800-årene oplevede Stubbekøbing en betragtelig vækst. Byen var stadig blandt de mindste af kongerigets (dvs. fraregnet Sønderjylland) ca. 75 købstadskommuner. Dens plads i størrelsesordenen efter indbyggertal var i 1801 nr. 66 med 467 indbyggere, i 1840 nr. 67 (925) og i 1880 nr. 59 (1509). Til gengæld var det en af de byer, hvor væksten i perioden 1801-80 var størst. Her ligger Stubbekøbing som nr. 19 med en stigning i indbyggertallet på 244,5%. Til sammenligning kan nævnes, at de byer, der havde en markant større stigningsprocent, over 400, var Frederiksberg kommune, Frederikssund, Frederikshavn, Hjørring, Århus, Horsens og Vejle.

Blandt de markante træk i den udvikling, der skete i de danske byer i århundredet, er ændringen i byboernes be- hov for selv at dyrke jord. I 1504 havde kong Hans givet tilladelse til, at borgerne i Stubbekøbing kunne lade deres kreaturer græsse på alle vange ved byen, også de, der tilhørte de omkringliggende landsbyer, når vangene lå i brak, eller når kornet var høstet og hjemført. Tilsyneladende opretholdt man specielt dette privilegium for en fælled, der blev kaldt Friheden, hvor småkårsfolk holdt geder, får og gæs. Friheden blev udskiftet i 1826. Forspillet til denne udskiftning var en opfordring fra regeringen til samtlige landets fattigdirektioner om at foranstalte oprettelse af kolonihaver især til byernes håndværkere, som generelt var ret fattige. Prins Carl af Hessen havde gjort forsøg med kolonihaver i Slesvig-Holsten, og det var dette, man ønskede at fortsætte. I Stubbekøbing, viste det sig, var der kun fem, der meldte sig som interesserede. Til. gengæld vedtog man så at udskifte Friheden, således at hver grundejer i byen fik en lod, som kun måtte anvendes til dyrkning af havevækster, blandt andet hør og hamp, og alle gav sig flittigt i gang med dyrkningen. Ser man på det, der mere direkte kan opfattes som bymæssig udvikling, kan man karakterisere Stubbekøbing som en af de dynamiske småbyer i provinsen, og byens erhvervsmæssige udvikling i perioden afspejler da også så mange af de tendenser, der ses på landsplan.

Mens de store købmandshuse og håndværkerne bar byernes næringsliv i første halvdel af 1800-årene, kom der i århundredets anden halvdel en større spredning i erhvervene, dels gennem en øget specialisering inden for handelen, dels ved oprettelse af forskellige produktionsvirksomheder. Men også udbygningen af de offentlige goder har virket befordrende på blomstringen.

I 1815-18 blev byens gader brolagt, og kort efter blev der anlagt nye veje ud af byen. Et andet anlægsarbejde af næsten tilsvarende størrelsesorden var installering af gas 1863. Byen fik et apotek i 1814, og med oprettelsen først af et lazaret og senere, i 1862, et sygehus, samt nybygning af fattiggård (1858) og børneasyl (1865) blev den sociale forsorg væsentligt bedret. På undervisningsområdet skete udbygningen ved oprettelse af en borgerskole i 1850, og i 1889 fik den tekniske skole egen bygning. I 1860 havde Stubbekøbing fået et nyt rådhus og i 1863 ny præstegård. Alt dette var foretagender, der var med til at sætte folk i arbejde.

Det var ikke blot borgernes timelige vel, der blev tilgodeset. Man sørgede også for det, der med et moderne udtryk kaldes rekreative områder. I 1839 begyndte man at anlægge Dosseringen, den spadseresti, der løber langs Grønsundkysten neden for bygrundene. Mod vest endte Dosseringen ved et område, der fra 1850'erne havde været benyttet til Skytteforeningens skydeøvelser. I 1881 besluttede man, at dette areal skulle udlægges til lystanlæg. Tre år senere kunne der musiceres i anlægget, og i 1896 blev der også bygget en pavillon.

Endelig må nævnes, at byen - igen efter central forordning - i 1863 fik en assistenskirkegård til erstatning for den gamle begravelsesplads ved kirken.

I 1830'erne satte en landbrugskrise sit præg på hele samfundet, men derefter kom der atter gang i erhvervslivet. Fra Stubbekøbing blev der indtil en ny eksportkrise i 1880'erne i stort omfang udført landbrugsvarer, især korn, til udlandet. Indførslen direkte fra udlandet omfattede en mangfoldighed af varer til såvel produktion som forbrug. Også indførslen direkte fra udlandet faldt efter 1880'erne, hvorefter den direkte import blev varetaget af de større byer og derfra viderebragt til de små.

Varerne blev solgt af de store købmandshuse, hvor slægten Wulff, der kom til Stubbekøbing i 1801, er et typisk eksempel på, hvordan det udviklede sig. I begyndelsen af århundredet levede købmand Wulff af køb mandskab, brændevinsbrænderi og landbrug. Efter århundredets midte var brændevinsbrænderiet og landbruget det vigtigste, men i 1870'erne startedes en import af foderstoffer. I 1880'erne handledes også med kul og trælast. Den omtalte specialisering ses dog tydeligst i begyndelsen af 1900-årene, hvor virksomheden blev splittet op i fire afdelinger med henholdsvis kolonial og isenkram, foderstoffer og markfrø, trælast og bygningsartikler samt kul og jern. Det er også et karakteristisk træk for specialiseringen, at o. C. Boas i 1851 kunne starte handel med manufakturvarer.

En tilsvarende udvikling fandt sted i nogle af håndværksvirksomhederne. I 1807 nedsatte M. Hallengreen sig som gørtler i Stubbekøbing. Virksomheden specialiserede sig i præcisionsarbejde, bl.a. bøssemageri, og da der i 1863 blev indlagt gas i byen, kom sønnen P. W. Hallengreen til at stå for installationen. Det udviklede sig til at blive en gasmålerfabrik, der længe var en betydelig virksomhed også på landsplan. Også A. C. Rasmussens maskinfabrik udviklede sig efter disse linjer. I 1836 nedsatte A. C. Rasmussen sig som møllebygger i byen. Virksomheden blev i 1852 omdannet til jernstøberi, og fra 1866 specialiserede man sig i landbrugsmaskiner. Denne sidste produktion blev befordret af de gunstige konjunkturer for landbruget, som herved smittede af på byerhvervene, men også af at en vis mandskabsrnangel efter de slesvigske krige i 1848-50 og 1864 stimulerede landbrugets mekanisering.

Mens befolkningsfremgangen i begyndelsen af 1800-årene til dels var medført af landbrugets krise, hvor mange flyttede ind til byerne, var det i århundredets anden halvdel selve byens erhvervsliv, der gav mulighed for stigningen. Det er også i denne periode bebyggelsen sprænger de gamle rammer. Ved midten af århundredet var der 119 huse i den egentlige by og 17 udenfor. De tilsvarende tal for 1871 er 168 og 26 og for 1898 191 og 79. Man ser altså, at byen så at sige er eksploderet i årene 1871-98, men at der også fortfarende skete en udbygning i selve bykernen. I første omgang må det have været de øde grunde, der har holdt for, men også 1700-årenes store købmandsgårde gav, gennem udstykning, mulighed for forøgelsen af antallet af huse.

Blandt de ting der havde befordret væksten i slutningen af 1800-årene, var anlæggelsen af den falsterske jernbane omkring 1870, hvor en stor del af det jern, der blev brugt i anlægget, blev indskibet i Stubbekøbing, hvis kontakt med omverdenen ud over det nærmeste opland stadig foregik i form af skibsfart. Først i 1911 kom der også en jernbanelinje til selve Stubbekøbing, men da havde udviklingen på transportområdet til dels overhalet behovet for netop en jernbane.

I det 20. århundrede har der været en tendens til, at den erhvervsmæssige udvikling samledes omkring de i forvejen store centre. Samtidig har dog privatbilismen i nogen grad påvirket bebyggelsesudviklingen i modsat retning, idet vi ikke i samme grad som tidligere er afhængige af at bo nær vort arbejde. Dette har medført en udbygning i parcelhuskvarterer uden for de gamle bykerner og de ældre villakvarterer.

Selv med - eller måske netop på grund af - den større spredning af bebyggelsen, er det stadig selve bykernen, der giver købstaden karakter i forhold til andre koncentrationer af boligbebyggelse.

Stubbekøbing er gennem århundreder blevet prist for sine gader, der føjer sig efter terrænet og yndefuldt slynger sig gennem deres egen del af Verden. Men byens gader er ikke blot forløb, de er også rum, skabt af de bygninger, der kanter dem. Og det er det harmoniske samspil mellem gader og huse, der giver købstaden sjæl.