Velkommen til Stubbekøbings 650 års Købstadsjubilæum.

Stubbekøbing kan i år fejre sit 650 års jubilæum som købstad. Selve byen er langt ældre, idet den har sit udspring som ledningshavn for skiftene danske kongers krigstogter med Venderne.

Her var der en havn, der helt naturligt var et samlingspunkt for den danske flåde, før sejladsen gik til det nordtyske område.

Senere blev det de stor forekomster af sild i Øresund og Østersøen, der blev midtpunktet for Stubbekøbings udvikling.

Udviklingen fortsatte, og til trods for udplyndringer fra den svenske hær og ødelæggende ildebrande blev Stubbekøbing med sin velbeliggende havn og nu nedlagte jernbane til en driftig handelsby.

Stubbekøbing er i dag en lille perle af en havneby. Det er i stor udstrækning lykkedes af bevare købstadens profil og den nære tilknytning til havneområdet.

Byens lystbådehavn, den lille Bogø-færge og lystanlægget danner sammen med den hyggelige Vestergade rammen om gode dage i Stubbekøbing.

Vi glæder os til at ønske Dem velkommen til vores jubilæum. Vi er ved at forberede en lang række af aktiviteter som for eksempel koncert med Storstrøms Symfoniorkester, byvandringer, sandskulpturuge og meget meget mere. Dette sker i samarbejde med foreninger, skoler, børnehaver, næringsdrivende m.v.

Vi håber, at De vil besøge os og deltage i en eller flere af arrangementerne.

Med venlig hilsen

Ole Bronnè Sørensen
Borgmester.